www.ildkat.dk

7. august 2010

Nattenat!

Gemt under: Brokkassen, Film & tv, TV, Årets gang — Esther @ 20:26

Bevares!

Jeg ville da ellers have troet, at bare én af mine 51 tv-kanaler ville vise noget interessant* i aften, men jeg havde lige glemt, at det var lørdag aften. Den aften, hvor tv-kanalerne programsætter så mange skodprogrammer som muligt.

I gamle dage var lørdag aften den dag, hvor tv-kanalerne virkelig oppede sig. Det gør de så ikke mere. Tv-udbuddet er da langt bedre til hverdag nu om dage.

Hvor er det derfor heldigt. at jeg lige har været på biblioteket……… så efter et godnatsmøg, vil jeg kravle under dynen og læse til jeg falder i søvn… :o)

*Kl. 21 kommer der faktisk Criminal Minds (Superfed serie, hvis man interesserer sig for psykologiske profiler af mordere…!) på Kanal5, men jeg ser nærmest aldrig Kanal 4-5-6 eller TV3′erne live - jeg ORKER ikke alle de s**** reklameblokke. Især er Kanal5 blevet slem; 4 blokke i løbet af en 45-50 minutters udsendelse - det er skisme for meget.

Jeg optager programmerne i stedet for - og ser dem på et andet tidspunkt; så kan jeg nemlig spole henover reklamerne. Aaaah!

14. juli 2010

Taste, taste, taste…

Gemt under: Musik, TV — Esther @ 21:53

Nøj, hvor jeg stadig taster. (Har opgivet en database, så det bliver bare i en tabel)

Kunster, albumtitel, pladeselskab, årstal og pladenummer. Er nået til SILSON og har tastet næsten uafbrudt siden kl. 17.30…altså i fire timer indtil nu - og mangler lidt over 1/3. (Selvom jeg er nået til bogstavet S - Jeg har jo “en del” CD’er med både Smokie og TV2…)

I det daglige synes jeg ellers ikke jeg har ret mange CD’er sammenlignet med andre - det er straks noget andet, når alle skal tastes ind…!

Tror dog snart jeg slutter for i dag - og ser “Criminal Minds” i stedet for.

22.43 Nu stopper jeg altså. Skal i gang med TV•2 - det må blive i morgen.

24. maj 2010

Hvem skulle nu have troet det?

Gemt under: Internet, TV — Esther @ 23:54

For ikke en gang et år siden havde jeg ikke set et eneste afsnit… Det har jeg så åbenbart fået rettet op på…!

Vil du også teste din viden? Så klik hér.

16. maj 2010

Luksusfælden

Gemt under: Ego, TV, Økonomi — Esther @ 23:00

Jeg har adskillige gange givet udtryk for, at jeg ikke gider bruge min tid på diverse reality- og/eller talentkonkurrenceprogrammer, men jeg må indrømme, at det så ikke lige gælder Luksusfælden.

Ja, det er en ugentlig udstilling af voksne mennesker, der ikke har økonomisk sans og derfor overforbruger helt vildt, og som seer kan man så sidde og godte sig over, at ens egen økonomi ikke ser sådan ud osv….(og nogle gange kan man også godt sidde og overveje, hvor mange af de fede køkkener/badeværelser/andre ombygninger folk har anskaffet sig de sidste par år, der egentlig er købt uden optagelse af lån…!)

Men ikke desto mindre kan jeg nu godt lide at se programmet. Nogle af problemstillingerne i udsendelserne kan jeg sagtens nikke genkendende til og det er jeg sikker på mange andre også kan.

Forøvrigt er jeg blevet meget inspireret af udsendelserne. Inspireret til nu at have fuldstændig check på hver en krone - hele tiden - og jeg har derudover fundet ud af, at det faktisk er sk***sjovt at have det overblik! Det havde jeg ikke lige regnet med.

Det var nu ikke fordi jeg ikke havde overblik før, men det var sgutte på kroner og ører!

Det sværeste er faktisk at komme i gang og huske at gemme kvitteringerne - når først man er i gang, tager det max. 5 min. at skrive ned, hvor mange penge man har brugt den pågældende dag og på hvad og det kan virkelig være en øjenåbner! Tippet er hermed givet videre :o)

Det tager lidt længere tid at lave et årsbudget, men tiden er godt givet ud, fordi man så bagefter har det totale overblik. (En skabelon til privatbudget til OpenOffice finder du her)

Mit næste punkt bliver at lave en 6-årsplan - et underligt tal måske, men om seks år fylder jeg jo 50 og det kunne jeg godt tænke mig at fejre med enten en stor fest eller en fed rejse - og det er jo ikke gratis. Desuden drømmer jeg jo stadig om eget hus….og en ny mc ville heller ikke være dårligt…!

Jo, en 6 års-plan må der til - men det bliver nok først i sommerferien, der bliver tid til den slags fornøjelser.

Jeg synes forøvrigt det er lidt sjovt, at privatøkonomi er tabubelagt. Folk taler bare ikke om deres økonomi…. ikke en gang størrelsen på lønnen…uha nej. Sådan noget snakker man ikke om - heller ikke med kolleger, der jo ellers må formodes at tjene det samme som en selv.

Især skulle vi kvinder være rigtig dårlige til at tale økonomi med veninderne, men til gengæld taler vi gerne om vores sexliv, dårlige parforhold osv.. Det er da lidt mærkeligt, er det ikke?

27. marts 2010

Ud af 50 tv-kanaler…

Gemt under: Brokkassen, Film & tv, TV — Esther @ 16:44

… er der én, der viser noget interessant i aften. DR-K viser begge afsnit af miniserien “De elskende fra Pompeji”.

Jeg har set det meste af anden del - med engelsk tale. I aften bliver begge afsnit vist - med den originale italienske tale. Det er langt fra den bedste film jeg har set om Pompeji i år 79, men den er nu underholdende nok - og som ekstra bonus kan jeg få lyttet til noget italiensk.

Jeg synes ofte at tv-udbuddet en lørdag aften er skidt, men det er dog sjældent, at udbuddet er ringe, som det er i dag. I det mindste plejer DR at vise Barnaby, men han må - naturligvis(!) - vige pladsen for endnu et talent(løst) show.

Indrømmet, jeg har aldrig set mere af de der såkaldte talentshows end de få sekunder, det tager at zappe videre. Jeg bryder mig ikke om konceptet “Få dine 15 minutters berømmelse mod at gøre dig selv til grin/blive svinet grundigt til på landsdækkende tv”, men nu har jeg heller aldrig forstået, hvorfor folk i det hele taget ønsker at være kendte - bare for at være det?!

Desværre er den slags shows bare så umådelig populære, at DR og co. vælger at poste penge i den slags shows igen og igen og igen. Suk.

14. marts 2010

Bonderøven eller Arn?

Gemt under: Film & tv, Joseph Fiennes, Læsestof, TV — Esther @ 19:53

Valget er vel egentlig ikke så svært igen, selvom jeg da gerne ville se om tv-serien Arn er bedre end de to film.

Men, jeg vælger altså Bonderøven på DR2 og derefter kigger jeg nok med i Camilla Plums sorte gryde.

Bagefter er det tid til Flash Forward på Kanal 5 - med Joseph Fiennes - og så er den søndag gået og det er sengetid.

Så kan jeg nemlig også lige nå at læse lidt i den bog, jeg er gået i gang med: Maria Hellebergs “Alberto” om Bertel Thorvaldsen, inden det er sovetid.

Bogen fandt jeg til 29,- under det nylige bogudsalg.

6. marts 2010

En amputeret weekend

Gemt under: Ferie-fridage, Film & tv, Strik, TV — Esther @ 16:22

Ikke på vilkår om jeg overhovedet gider skænke mit job flere tanker i dag. Jeg ved godt, jeg så skal bruge en stor del af søndagen på at forberede mig til næste uge, men…. so be it.

Jeg har været på job fra 9-14 i dag, så nu vil jeg tillade mig bare at sidde i sofaen og hygge med noget tv og et strikketøj i hænderne.

Det bliver nok til et par pinde perlestrik på trøjen/jakken - og når jeg så kører træt i det (Det er tungt at sidde med) skifter jeg over til det “nemme”, nemlig sjalet, som desuden er supervelegnet som tv-strik.

Jeg skal blot huske at tage ud på hver pind og så står den ellers bare på retstrikning. Me like.

Det er forøvrigt skønt at være gået fra plasticpinde, hvor garnet nærmest “hang fast”  til en DROPS rundpind. Det glider helt fantastisk nemt nu. Hvis jeg på et eller andet tidspunkt er nødt til at anskaffe mig nye rundpinde, så er det helt sikkert, det bliver DROPS. Jeg er blevet helt vild med de pinde.

Jeg er lidt over halvvejs med sjalet nu, jeg læste i et af mine nyindkøbte DROPS-blade, at deres sjaler måler 90 cm i højden, så det tager jeg udgangspunkt i. Mit måler godt 58 cm - og jeg er kun på nøgle tre, så har formodentlig garn nok :o)

Jeg satser på at have det færdig, så jeg kan bruge det til min fasters 90-års dag d. 25. marts.

Nu må I have en fortsat god lørdag - jeg vil smide mig i sofaen - og vil starte med at se et par afsnit af den tv-serie, jeg aldrig nogensinde troede, jeg ville blive vild med. Men det er jeg altså blevet - i dén grad.

23. februar 2010

Strikkeprogrammer på dk4

Gemt under: Broderi, Dokumentar, Kreative sysler, Strik, Syning, TV — Esther @ 21:00

Rent tilfældigt opdagede jeg, at en af mine nye kanaler - dk4 - sendte et portræt af Kaffe Fassett her til aften.

Det var en udmærket udsendelse, selvom jeg slet ikke deler hans begejstring for orientalsk kunst :o)

Jeg synes, det meste “østerlandske” ser rædselsfuldt ud. Men det var ganske spændende at lære noget mere om manden selv. Indtil videre har min viden været begrænset til den ene bog jeg har af ham.

Der kommer forøvrigt flere strikkeudsendelser (Det er så vidt jeg ved genudsendelser) på følgende tidspunkter:

Onsdag 24/2 - 21.30 - Dansk strikkekunst - Vivian Høxbro

Fredag 26/2 - 18.30 - Dansk strikkekunst - Christel Seyfarth

Søndag 28/2 - 15.00 - Dansk strikkekunst - Marianne Isager

Programmet med Kaffe Fassett genudsendes tirsdag 2/3 kl. 20.30

Ovenstående er tidspunkter, der fremgår på dk4’s hjemmeside i skrivende stund. Du må selv holde øje med evt. ændringer.

22. februar 2010

Tandlæge udskudt

Gemt under: Brokkassen, Katte, TV — Esther @ 09:14

Jeg skulle sådan set have været en tur til Skåne i dag for at besøge min mor. Den tur kunne jeg kombinere med en tur til tandlæge og tandhygienist i Lund i morgen, kort sagt forene det hyggelige med det praktiske.

Det bliver der så ikke noget af alligevel.

Min mave ter sig underligt, så jeg skal ingen steder!

Lige om lidt vil jeg derfor slæbe min dyne med ind i sofaen og så vil jeg stene foran tv’et og evt. strikke lidt.

Det var dælme ikke sådan, jeg havde forestillet mig min ferie! Øv.

Til gengæld passer det Capriccio helt fint at jeg vil ligge ned…!

13. februar 2010

Endnu flere tv-kanaler

Gemt under: TV — Esther @ 09:12

Siden slutningen af december har jeg haft adgang til 50 tv-kanaler og nu har jeg så lige fået mail om, at de ændrer lidt i “pakken”, så kanalerne skifter plads OG jeg får lidt flere kanaler.

Nu har jeg ikke HD, så de 14 HD-kanaler, der står på den nye kanaloversigt, er jeg ret ligeglad med. Til gengæld er jeg ikke helt uinteresseret i de nye kanaler. Ikke at jeg har behov for flere kanaler - der kan gå dage, hvor jeg slet ikke ser tv - men når de nu er i min pakke fra på mandag, så…

De nye kanaler er: Eurosport2, Lokal/Regionalprogram (så kan det være jeg kan se, hvad det der Lounge, Lorry altid reklamerer for, er for noget!) Disney XD, DK4, TCM, NDR, RTL, Pro7.

De sidste tre er tysklæreren ikke ked af at få ;o)

6. februar 2010

Læselørdag

Gemt under: Ferie-fridage, Læsestof, TV — Esther @ 21:04

Jeg har ikke kigget i tv-oversigten, indrømmet, men eftersom det er lørdag aften kommer der formodentlig ikke noget interessant, bortset fra Barnaby og den optager harddisken under alle omstændigheder, så derfor gider jeg slet ikke tænde for tv i aften.

I stedet vil jeg atter sætte mig godt til rette i sengen med katten på armen/benet/skødet/maven eller hvor han nu foretrækker at ligge - og igen kaste mig over “Ratpack-bogen”. Den er dælme god!

19. januar 2010

Så skal der heppes igen

Gemt under: Sport/Motion, TV — Esther @ 18:01

Yup!

Så er drengene atter i gang.

HEP HEP HEP!

9. januar 2010

Mark Gungor - Tale of two brains

Gemt under: Humor, TV — Esther @ 23:18

Her til aften så jeg “Den nøgne sandhed” på TV2. Der blev bl.a. vist et klip med Mark Gungor. Det var ret sjovt, så det måtte jeg da lige ind og finde på You Tube.

1. januar 2010

Twilight

Gemt under: Spillefilm, Strik, TV — Esther @ 21:50

Det er da godt at opdage, at der stadig er udsendelser, jeg har optaget - men endnu ikke set - så jeg har noget underholdning, mens jeg strikker på pude-dyret.

Har lige set “Blå mænd” - og lige om lidt går jeg i gang med “Twilight”, som jeg optog en gang før jul, men havde glemt alt om, indtil for lidt siden.

Lige om lidt vil jeg derfor sætte mig til rette med en rest nougatis fra i går, og med egne øjne se, hvad i alverden det er ved den film, som alverdens teenagere nærmest falder i svime over.

Hav en fortsat god fredag aften.

En rigtig tømmermændsdag…

Gemt under: Ferie-fridage, Nytår, Strik, TV, Årets gang — Esther @ 19:21

… er hvad dagen i dag udviklede sig til. Lige bortset fra manglende tømmermænd. Ja ikke at jeg savnede dem, sådan skulle det heller ikke forstås ;o)

Jeg blev ved med at være træt efter jeg var stået sent op og efter en lang telefonsnak med en veninde, og en lidt kortere af slagsen med min mor, samt ophængning af tøjvask nummer to, smed jeg mig på sofaen og tændte for fjernsynet…

… og i den forbindelse kunne jeg ikke lade være med at undre mig; Det er kun en uge siden jeg udvidede min tv-pakke betragteligt, da jeg fik et fordelagtigt tilbud.

Nu kan jeg altså vælge mellem 50 forskellige kanaler og så viser IKKE EN AF DEM NOGET INTERESSANT! Det er skisme da utroligt.

Efter en hel del zappen mellem alle kanalerne, trængte jeg til at lukke øjnene et øjeblik - og så vågnede jeg igen 1½ time senere.

Efter endnu ti minutter - stadig lettere groggy - fik jeg taget mig sammen til at få skrællet et par kartofler til aftensmaden. (Oksemørbradrester fra i går)

Man kan altså ikke just påstå, jeg har fået noget særligt ud af den første dag i det nye år - men i det mindste er mit hjem stadig rent og ryddeligt ;o)

Må se om jeg i det mindste ikke orker at strikke bare en lille smule i aften på det “pude-dukke-projekt” jeg er gået i gang med.

Om det overhovedet bliver til noget, ved jeg ikke. Men nøj, hvor er det fedt at strikke på rundpind - ingen vrang - og mit strik er godt nok stadig lettere bulet (En rigtig strikker ville sikkert være flov over resultatet) men slet ikke nær så ujævnt, som når jeg bruger almindelig pinde.

Næste side »