www.ildkat.dk

30. juli 2005

At der er gået 19 år…

Gemt under: Memory Lane — Esther @ 23:11

… siden rigtig mange af os så hinanden sidst - dét kunne ikke mærkes :o)

Det var rigtig sjovt at møde 11 af mine gamle gymnasiekammerater (ud af 20-21) og flot at så mange kunne dukke op midt i ferieperioden.

Til næste år har vi så 20 års jubilæum og dato samt sted fandt vi ud af i fællesskab i dag :o)

Kort sagt; en kanondejlig dag - omend turen derover ikke ligefrem var noget at råbe hurra for - i hvert fald ikke hele vejen*G*

Det kan godt være, jeg mente, jeg havde prøvet at køre i regnvejr på Sverigesturen…!!

Selv om det p…… ned det meste af vejen til Fyn holdt regntøjet tæt og jeg sad egentlig og hyggede mig ganske godt dér på min maskine. Godt nok blev handskerne temmelig hurtigt gennemblødte, men da det ikke var koldt, bare vådt om fingrene, var det ikke noget problem.

Da jeg så skulle dreje af - gik det til gengæld galt!
Det er muligt det p…… ned på motorvejen, men det var da VAND (meget apropos!) ved siden af det, jeg kom ud for de sidste 10-12 km!!

Det er også muligt at bivejene på Fyn er dejlige at køre på - i tørvejr!

Men det er godt nok ikke lige det sjoveste at køre mc, når vejene visse steder nærmest er skyllet væk i noget, der ligner “minimudderskred” og man pludselig ryger ned i noget, der viser sig at være et dybt hul fyldt med vand, så det sprøjter helt op på lårene - medmindre man altså kører offroader! - og det gør jeg ikke!*G*

Når man så foruden at holde tungen lige i munden, så man ikke skrider ud, skal forsøge at aflæse vejskilte samt et kort, der bliver mere og mere utydeligt, fordi tanktaskens plastic også er gennemblødt - gennem et visir, man intet kan se ud af fordi det øser så meget ned - og det så også begynder at regne IND i hjelmen, så der danner sig en helt lille sø omkring hagen, der med ét bliver for stor, så vandet pibler ned ad halsen og ind UNDER regntøjet så hele overkroppen bliver våd med KOLDT vand….. begynder man at bande over vejret…….men heller ikke før *GG*

Jeg nåede dog frem i god og hel - men temmelig våd, for nu at sige det mildt - tilstand og hjemturen var ikke noget at snakke om; der var det jo holdt op med at regne og vejene var noget mere fremkommelige, selvom der stadig lå temmelig brede bælter af grus nogle steder.

Men altså, på trods af vejret, så var det en rigtig god dag - men jeg tager jeg mig dog lige en slurk KanJang inden jeg går i seng - bare for en sikkerheds skyld :o)

Hvordan var din dag?

Gemt under: Memory Lane — Esther @ 09:15

…på turen til Sverige, hvor vi jo kørte i til tider temmelig voldsomme byger…… for i dag skal jeg ud i regnen!

Turen går nemlig til Fyn - skal mødes med min gamle gymnasieklasse. Det bliver jo spændende at se, hvor mange af dem, der dukker op :o)

29. juli 2005

Ah - bulder og brag :o)

Gemt under: Vejret — Esther @ 14:27

Øssjaskregnvejr :o)

Perfekt vejr at vaske mc i - hvis man altså ikke har noget imod at blive lige så våd som mc’en… og med temperaturer på 24-25 grader i luften var det aldeles pragtfuldt at blive dynget til med vand *G*

Under mc-vasken måtte jeg undertiden stoppe og og bare stå der i den silende regn og nyde de kæmpebrag og lyn der kom. Et af dem så kraftigt at HFI-relæet slog fra *G*

Når jeg ikke s k a l ud i vejret, så ELSKER jeg tordenvejr :o)

Hvordan har du det med tordenvejr?

ARGH!

Gemt under: Ego, Ferie-fridage — Esther @ 03:24

Så lykkedes det mig alligevel at få vendt op og ned på nat og dag her i min ferie. Det er sket i løbet af bare een dag….nemlig i dag, hvor jeg lå og læste - og faldt i søvn…

Havde ellers en rigtig god drøm, kan ikke rigtig huske, hvad den omhandlede, men vågnede i hvertfald klukkende af grin *G* Sådanne drømme vil jeg gerne have nogle flere af, tak!

Esther - skrub nu i seng, for pokker!

28. juli 2005

Mit opblomstrende sociale liv kan jeg takke min mc for!

Gemt under: Ego, Motorcykler, Socialt samvær — Esther @ 13:01

Selvom jeg sagtens kan tulle rundt herhjemme i 2-3 uger uden at se et øje, bortset fra SuperBrugsen- og tankstationspersonale, så vil jeg jo også gerne se mine venner :o)

I løbet af de sidste 3-4 år har jeg dog ikke set ret meget til dem, af den simple årsag at det var temmelig besværligt (og tidskrævende!) at benytte den offentlige transport.

De sidste 2 år - efter jeg er flyttet rigtig laaangt ud på landet - har det været helt håbløst at benytte det offentlige, så kontakten med vennerne er mest foregået pr. tlf eller mail.

Selvfølgelig har jeg kunnet besøge nogle af dem på 45′eren - den nærmeste veninde bor 35 km herfra, hvilket er nogenlunde samme afstand jeg har til jobbet - men de venner, der bor i Nordsjælland, (for ikke at nævne Fyn eller Sønderjylland!) har jeg ikke besøgt ret meget, hvis jeg overhovedet har været forbi.

Eksempelvis har Anja haft besøg af mig én gang i de år jeg kun havde 45′eren (til Truttens barnedåb, tror jeg det var) - det tager en EVIGHED at køre op til hende på en 45′er - til gengæld har hun siden marts haft besøg af mig 3-5 gange *G*

Den veninde jeg besøgte i går, bor næsten helt oppe ved Helsingør, så der har jeg aldrig så meget som overvejet at køre op på 45′eren *GG* Nu har jeg allerede været der to gange indefor en uge.

Det samme gælder min mor i Skåne; Før jeg fik mc fik hun besøg af mig max. 2-3 gange om året. Siden oktober har jeg været forbi 5-6 gange og skal også snart derover igen. Så, selvom hun aldrig har været særlig glad for motorcykler, er hun nu ret glad for, at jeg har en *G*

Det bliver meget underligt at skulle sætte mc’en til vinteropbevaring i år - jeg får nemlig ikke råd til en vintermc før til næste vinter - og igen være mere eller mindre “immobil”.

Tidligere har det ikke generet mig synderligt at have et minimalt socialt liv, men efter dette års sommerferie, hvor jeg har set så mange venner og bekendte og haft det aldeles pragtfuldt, er jeg blevet rigtig glad for andres selskab, så derfor bliver det noget af en omstilling pludselig kun at have 45′eren (sålænge den ellers kan køre!) med deraf minimerede muligheder for at besøge folk.

At jeg er “blevet meget mere social” i denne sommer betyder dog ikke, at mit “lonely-wolf-gen” er forsvundet; det er bare blevet noget mindre :o)

Det var nu hyggeligt…

Gemt under: Socialt samvær — Esther @ 12:04

… at besøge en af mine ældste veninder (D. 4.12 har vi kendt hinanden i 17 år - mødtes til en Smokiekoncert i “Alexandra”) i går aftes.

Selvom vores kontakt i gennem de sidste par år til tider har været nærmest ikke-eksisterende; et par tlfsamtaler om året eller mindre…så er det dejligt at opleve, at vi bare snakker som vi plejede at gøre “i gamle dage”, når vi mødes igen :o)

27. juli 2005

To whom it may concern…

Gemt under: Ego, Humor, Singleliv — Esther @ 22:50

Da jeg alligevel trives allerbedst alene, vil jeg hermed gerne fratages enhver mulighed for “held i kærlighed” - og i stedet få samtlige muligheder placeret under “held i spil”!

Håber der er hurtig ekspeditionstid for ovenstående - der er nemlig 27,5 mill. på spil i aftenens lottotrækning *G*

UPDATE: Pokkers også! Også i sådanne henseender er der en alenlang ekspeditionstid.
Har dog fået lidt “ventepenge” = 36 kr.

Men okay, lidt har jo også ret ;o)

Dohrmann ved åbenbart ikke meget om mc-kørsel

Gemt under: Motorcykler, Samfund — Esther @ 11:36

Ikke et ord om den lånte mc, det er ikke dén dette indlæg handler om.

Næ, det er noget helt andet jeg farer i hartkorn over, nemlig dette citat;

Samtidig citerede Motorcykelimportørernes Forening ham i en pressemeddelelse for, at det ikke burde være nødvendigt med motorcykelkørekort til små motorcykler.”

Når man kommer med sådan en udtalelse kan det da kun skyldes, at man mener ulykkesstatistikken for mc’er er blevet for lav!!!!

Som det fremgår af nedenstående tabel er antallet af færdselsuheld med mc’er indblandet nemlig faldet på trods af det stigende antal mc’er på de danske veje:

Såfremt det bliver muligt for folk at køre op til 125 ccm motorcykler med bare et bil-kørekort, så er det da helt sikkert, at der kommer rigtig godt gang i uheldskurven for mc’er - den forkerte vej!!!

Selvfølgelig giver et mc-kørekort ikke sikkerhed for at man ikke kan køre galt, men man får i det mindste en grundig indføring i både centrifugalkraften og gyrovirkningen, for ikke at tale om kontrastyring - noget der er temmelig essentielt at vide for at kunne køre sikkert på to hjul - også i sving!

I følge Sikkertrafik.dk bør man faktisk forbedre køreundervisningen til mc endnu mere:

“Undervisning og øget kontrol betyder færre ulykker

Den høje fart er den væsentligste årsag til ulykker på motorcykel:
Derfor skal vi forbedre køreundervisningen til motorcykelkørekort.
Undervisningen skal have mere fokus på farerne ved høj fart på motorcykler.
Og der skal øves mere kørsel i sving på køretekniske anlæg. “

Når man tager i betragtning, hvor tumpet rigtig mange knallert45-bilister bevæger sig i trafikken - så en så sent som i går, ved Rungsted - er det da helt hul i hovedet hvis man tillader bilister at køre 125 ccm uden først at have modtaget undervisning!

Hvis man vitterlig vil gennemføre det aldeles fjollede forslag, så bør man som mindstekrav indføre et selvbetalt obligatorisk to-hjuls-kørekursus på køreteknisk anlæg, der så bagefter giver en “påtegning” i kørekortet; at man må føre op til 125 cm mc.

Jeg mener dog stadig, det er fuldstændig gak-gak at komme med sådan et forslag. At mcimportørerne gerne så forslaget gennemført kan jo ikke undre - det ville jo give penge i kassen…!!

Næ, hvis bilister vil køre mc, så må de sgu tage et motorcykelkørekort!

Badet er blevet flyttet.

Gemt under: Katte — Esther @ 09:37

Så tog jeg mig lige sammen - det var nu ikke fordi opgaven var særlig besværlig - og fik flyttet badet et par meter.

Efter flytningen til en plads, der kan ses fra stuevinduet, blev det spulet rent og fik nyt vand.

Den flytning skal Capriccio og Speedy nok komme til at sætte stor pris på, for fremover vil der være “misse-tv” næsten lige udenfor vindueskarmen, hver gang en fugl tager sig et bad ;o)

26. juli 2005

Efter en bette tur…

Gemt under: Motorcykler — Esther @ 21:55

… til Nordsjælland (ca. 140-150 km) føler jeg mig sådan lidt småtræt, så det varer nok ikke længe, før jeg lægger mig i sengen med en bog :o)

Uh - Jeg kan blive noget så arrig…

Gemt under: Samfund — Esther @ 14:09

… når jeg læser om dyreplageri.

Hvad der får folk til at efterlade deres dyr uden adgang til frisk vand er mig en gåde - jeg fatter det bare ikke!

Sådanne fjolser burde fratages retten til at holde dyr!

Opskriften på tebirkes…

Gemt under: Jeg - et madøre! — Esther @ 11:18

… er nu at finde på Mad-siden.

Det skal lige siges, at jeg ikke har benyttet mig af “tips”, eftersom jeg synes de “almindelige” smager helt forrygende (og er lidt mindre fedende *G*)

Nå ja…

Gemt under: Ferie-fridage, Læsestof — Esther @ 00:45

… kan vel lige så godt afslutte dagen, som jeg begyndte den; med en bog - dagens tredje, men den når jeg nok ikke at læse færdig i dag *G*

25. juli 2005

Sådan en regnvejrs-mandag…

Gemt under: Ferie-fridage, Jeg - et madøre!, Læsestof — Esther @ 20:23

… blev bedst tilbragt under dynen med Capriccio under armen, læsende en bog.

Har dog også været en smule aktiv; mangler stadig en plade, men så er der også bagt omkring 30 tebirkes :o)

Når bagningen er færdig, vil jeg atter smide mig over i sengen og læse endnu en bog.

UPDATE: Mens jeg venter på, at de sidste tebirkes bliver færdige, kunne jeg lige så godt lige uploade en lille QT af vandfaldet, jeg så i Sverige.

Findes under QUICKTIME ude til højre …
og som sædvanlig kan jeg ikke selv se det, får bare et broken link, men håber andre kan?

Når man nu alligevel vågner tidligt.

Gemt under: Ego, Ferie-fridage — Esther @ 07:28

ARGH - at vågne kl. 7 en mandag morgen er ikke min livret - og da slet ikke når jeg har ferie…!

Eftersom jeg ikke kunne falde i søvn igen, tja, så kunne jeg jo lige så godt stå op - men lur mig, om ikke jeg tager en skraber senere *G*

Næste side »