www.ildkat.dk

31. august 2006

Ingen “Rome” før oktober.

Gemt under: Film & tv, Italia — Esther @ 22:23

Jeg har ikke TV3 - og derfor kan jeg ikke se premieren på tv-serien “Rome” i aften.

Det generer mig nu ikke synderligt, da jeg ikke har den store lyst til at få film/tvserier afbrudt konstant af dødssyge reklameblokke. Sidst jeg havde tv3 (tilbage i 2001) var det i hvert fald en kilde til evig irritation - og det har sikkert ikke ændret sig. Er i forvejen møgirriteret over alle TV2’s reklameblokke.

Nå, men det var “Rome” jeg kom fra.

Jeg har altså ikke mulighed for at følge den fra starten i aften - men til gengæld har jeg tænkt mig at anskaffe mig den, når den udkommer på DVD i starten af oktober - og så håber jeg, at jeg kan nå at få set alle afsnit, inden jeg ved selvsyn skal opleve den by, der skulle være så fantastisk! :o)

Skal du se “Rome”?

30. august 2006

Få så indført det klip!

Gemt under: Brokkassen, Mobil, Trafik — Esther @ 21:20

For syv sytten hvor er jeg bare træt af de skvadderhoveder, der ævler i mobil, mens de kører bil!

De sidste par dage har jeg oplevet temmelig mange (flere end sædvanlig), der lystigt bruger den ene hånd til at holde mobilen, mens de med den anden styrer bilen; “Du må gætte dig til, hvilken retning jeg kører, for jeg bruger ikke blinklys - har jo kun 2 hænder!”

Mødte endnu et pragteksemplar i dag - en ung kvinde - der ikke en gang kunne hitte ud af at holde bilen lige i vognbanen, fordi venstre hånd var optaget af at holde mobilen op til øret.

For det andet gad hun naturligvis ikke gøre de bagvedkommende (bl. a undertegnede) opmærksom på at hun alligevel ikke skulle lige ud, men derimod til højre - og skiftede blot vognbane aldeles brat og”skævt”.

Jeg fik så lige afprøvet, at mit horn kan larme både højt og længe - ikke at det havde nogen synlig effekt på fjolset, der forøvrigt kørte en sølvgrå bil med reg.nr. UE 49 91x!

For filan da, hvor jeg håber det snart kommer til at koste et klip - det vil højne trafiksikkerheden væsentligt!

27. august 2006

Det kan godt være det var en banal “tøsefilm”…

Gemt under: Film & tv — Esther @ 23:08

… men for filan, hvor jeg dog grinede højlydt op til flere gange.

Jo, jeg blev godt underholdt.

Synes dog at Matthew McConaughey er flottere med tøj på end med bar overkrop - så kan man nemlig ikke se den manglende brystkassebehåring…!

Talrige overspringshandlinger…

Gemt under: Ferie-fridage — Esther @ 19:20

… er hvad jeg har foretaget mig i dag - og derfor er stuen stadig ikke lige så ryddelig som resten af hytten.

For det første har jeg fået hængt mine “rejse-collager” op inde i soveværelset. Foreløbigt Island og Prag - en gang inden jul, skulle der så gerne hænge en ramme indeholdende billeder fra Italien :o)

For det andet trillede jeg en tur ud i klubben og fik nået en hel del mht. vinterklargøringen af “den lille”; mangler nu kun at male “passager-fodhvileholderne” eller hvad de plader nu hedder - en gang mere.

Udstødningsrøret er blevet færdigmalet og skal bare tørre - og det er saftsusemig blevet flot!

Vel hjemme igen fik jeg taget mig sammen til endelig at få set “Charlie og Chokoladefabrikken” og dernæst blev EB og BT læst.

…og nu kan jeg ikke finde på mere at skrive, så må vel hellere se at få gang i den støvsuger. *suk*

Jeg sover altså for meget pt.

Gemt under: Sovevaner — Esther @ 08:37

Jeg burde jo være vågnet af mig selv ved 7-tiden i morges - efter 8½ timers søvn - men vågnede først her for 10-15 minutter siden.

ØV, det er altså spild af tid at sove så meget!

26. august 2006

Det hjalp da lidt!

Gemt under: Mit hjem — Esther @ 17:08

Nå, jeg skal bare skrive om min manglende motivation til rengøring på bloggen, så hjælper det åbenbart!

I hvert tilfælde er nu både soveværelse, køkken og badeværelse opryddede og rengjorte! Så mangler blot stuen og gangen - godt der også er en dag i morgen ;o)

Det går for langsomt i dag.

Gemt under: Ferie-fridage, Mit hjem — Esther @ 15:05

Planen for i dag var at få gjort has på de sidste par uger mangelfulde oprydning/rengøring, grundet skoleopstart og en 40 års fødselsdag, men det går da godt nok laaaangsomt.

For det første sov jeg Gudhjælpemig helt til kl. 11.15, hvilket ikke var meningen - 13 timers søvn er altså lige i overkanten!

Indtil videre har jeg kun fået købt ind, vasket 2 maskiner tøj og taget opvasken - og hytten ligner derfor stadig noget, der er løgn.

Bare tanken om, hvor meget jeg mangler (foruden en pokkers masse skolearbejde) giver mig stor lyst til bare at smide mig på sofaen og lave absolut nada, eller at hoppe i klunset og trille en tur på den tohjulede - men på den måde bliver jeg jo aldrig færdig…

Hvor jeg dog hader at have sådan en weekend, hvor der er så meget jeg skal lave - det virker stressende fremfor afslappende - og jeg hader at føle stress! ØV!

25. august 2006

Kaffe?!

Gemt under: Ego, Jeg - et madøre! — Esther @ 21:13

Nu ville en kop kaffe nok være på sin plads, for jeg er træt som jeg ved ikke hvad, og det burde en kop kaffe vel kunne hjælpe på?!

Nu er der så bare lige det aber dabei, at jeg ikke kan fordrage kaffe, så løsningen bliver vel at gå i seng…

23. august 2006

Bøger er nu en god ting…

Gemt under: Læsestof — Esther @ 19:52

…når der - igen - ikke er noget interessant i tv’et.

Når man så kombinerer bøger med en ny-dyne-der-stadig-er-ualmindelig-lækker, så skal det nok blive en okay aften alligevel.

22. august 2006

“Har lige logget på”???

Gemt under: Internet — Esther @ 17:49

Det irriterer mig grænseløst, når MSN meddeler mig; ” X har lige logget på”.

I min bog hedder det altså “X er lige logget på”.

Hold så lige inde med de der ønsker…

Gemt under: Vejret — Esther @ 14:40

…om regn fremfor solskin - I har fået RIGELIGT med regn nu!

21. august 2006

Hvad gør man ikke for sine katte?

Gemt under: Katte — Esther @ 22:17

Da Capriccio stadig har problemer med sin astma - har jeg den sidste uge kun røget udenfor, for at se om det eventuelt kan hjælpe.

Mens jeg så stod derude lige før, fik jeg øje på et stort stankelben på døren. “Vupti”, så var det lukket inde i min hånd - og blev sluppet løs indendøre - og Speedy er nu helt balstyrisk - og lige ved at vælte hytten af lutter begejstring - og jeg morer mig *G*

Et godt grin…:o)

Gemt under: Film & tv, Humor — Esther @ 21:51

Selvom jeg efterhånden har hørt “My kids”, “Smoke”, “Coffee”, “President Leary” og hvad de ellers hedder adskillige gange, så kommer jeg nu stadig til at grine højlydt - hver gang.

Formodentlig fordi Denis Leary er 100% politisk ukorrekt :o)

Fra 37 til 100 grader i løbet af et splitsekund!

Gemt under: Brokkassen, Trafik — Esther @ 19:31

Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg har et letantændeligt temperament. Sådan temmelig sydlandsk i det; det ene øjeblik er der intet i vejen og i næste kan jeg sprutte af arrigskab.

Efterhånden har jeg dog lært at holde udbruddene rimeligt under kontrol, (hvilket mine elever garanteret sætter pris på *G*) men hvis der er noget, der virkelig kan få mig på kogepunktet i løbet af meget kort tid, så er det bilister!

I særdeleshed de bilister, der ikke kan hitte ud af at overholde deres ubetingede vigepligt!! De burde have inddraget deres kørekort! De er jo livsfarlige.

Jeg siger ikke, at jeg altid kører fejlfrit - det er menneskeligt at fejle - men lige præcist det med at overholde min ubetingede vigepligt - det gør jeg altid - det andet kan nemt koste mig livet!

Nå, men det var nu ikke sådan en tumpe jeg mødte i dag, men derimod en, der ikke lige gad orientere sig før han overhalede en lastbil på KøgeBugt - og derfor begyndte at dreje ud lige foran mig - heldigvis hørte han mit horn og begyndte atter at dreje mod højre - og heldigvis var der fri bane i overhalingsbanen, så jeg kunne slå et sving derud, for ellers var jeg ramlet direkte ind i ham! *en masse eder og forbandelser*

Det var så første gang i dag at temperamentet kom på kogepunktet, men ikke sidste.

På vejen hjem lå jeg bag en kvindelig bilist, der kørte lige omkring 50 km/t - fint nok, vi var jo i “tættere bebygget område” - så det kunne ikke hidse mig op.

Men, det kunne det til gengæld, da vi kom ud af det tættere bebyggede område (80 km/t tilladt) - kvindemennesket fortsatte Gudhjælpemig med 50 km/t……AAAAAAAAAARGH!!!!!

Jeg kunne forstå det, hvis vejen var glat, udsynet dårligt, mange sving etc. etc, men vi snakker altså om en lige-ud-strækning med fint udsyn og tør asfalt.

Normalt ville jeg så bare overhale sådan et fjols, men på denne strækning var der så tilpas mange modkørende, at en overhaling ville være uforsvarlig, så jeg måtte pænt blive bag idioten.

Sådan noget tænder mig bare helt af; jeg kan ikke ha’ det!

Hvis hun ikke kan hitte ud af at køre 80 km/t, hvor det er tilladt (og fuldt forsvarligt) så skal hun dælme undlade at sætte sig bag rattet i en bil og hoppe over i det offentlige i stedet for!

Fortæl mig forøvrigt lige, hvorfor bilist-tumper som sidstnævnte næsten altid (i 99% af tilfældene) er kvinder eller ældre mænd med blød hat? Hvorimod langt de fleste, der ikke overholder deres ubetingede vigepligt eller laver andre hasarderede manøvrer er mænd uden blød hat???

Sådan en mandag morgen er nu ikke så slem…

Gemt under: Hverdag, Skoleliv — Esther @ 09:00

… når man har undervisningsfri og kun skal til et enkelt møde – kl. 15 i eftermiddag :o)

Nu er det forøvrigt sådan, at selvom jeg har undervisningsfri, så er der stadig en del forberedelse, så en rigtig fridag er der ikke tale om – men derfor er det nu alligevel skønt at kunne sove til kl. 8.30 og slippe for morgentrafikken :o)

Næste side »