www.ildkat.dk

Da jeg gik i gymnasiet - på den klassisk-sproglige linje - læste vi naturligvis en hel masse tekster om de gamle grækere (og romere); blandt andet om “Slaget ved Thermopylæ”.

Et slag, der er baggrunden for den nye film “300″.

Men - efter hvad jeg kan læse af anmeldelserne - skyldes dens rimelige anmeldelser vist mest, at mange af anmelderne (=almindelige biogængere) er vilde med blodige kampscener. F.eks. skulle der blive vist halshugninger og afhuggede lemmer på stribe, blod i spandevis og hvad der nu ellers kendetegner en krigsscene.

Jeg kan godt holde ud at se sådanne scener - for det meste da - men jeg gider ikke se den ene lange kampscene efter den anden, hvis der ikke er en god historie samtidig - og det er der åbenbart ikke i “300″, i følge anmeldelserne. Selvom jeg da ellers ville mene, at historien om Leonidas og hans spartanere er temmelig spændende.

Både i “Saving Private Ryan”, “Braveheart” og “Rome” er der temmelig mange blodige scener, men de hører ligesom til, eftersom de hænger sammen med en god historie.

Derfor ved jeg heller ikke om jeg vil se “300″.

Det må tiden vise. Hvis jeg ser den, bliver det på dvd - for det der med at gå i biffen - det er ikke ligefrem noget, jeg gør ret tit. Tror sidste gang er 2 år siden (Der Untergang).

Frem til den 7. maj kan man deltage i afstemningen om Årets Frimærke - dvs. i år skal man vælge blandt vinderne fra de sidste 25 års konkurrencer.

Jeg har haft ret svært ved at beslutte mig, da jeg synes der er mange flotte, men heldigvis har ens valg ingen indflydelse på ens chance for at vinde en af præmierne :o)

Efterhånden fik jeg dog skåret udvalget ned til 2 frimærker: svanen og landsvalerne - og så kunne jeg slet ikke beslutte mig.

Derfor valgte jeg at afgøre det ved hjælp af et terningekast (Ligesom Terningemanden - haha) - og vinderen blev:

Du kan selv deltage i konkurrencen her.

Vinderen kåres den 11. maj 2007.

Pt. er mit humør ikke just sprudlende, men det blev dog løftet væsentligt, da posten havde en pakke med til mig i dag.

Hvor er jeg glad for, at jeg nåede at tilmelde mig “Operation Påskeglad” i sidste øjeblik, for jeg skal da lige love for at sådan en pakke løfter humøret.

Indholdet faldt lige i min smag og alle tre ting tages i brug, når veninden kommer på et par dages påskebesøg fra på torsdag; løgene i en krukke, chokoladen i vore maver og æggevarmerne skal holde morgenæggene lune :o)

Tusind tak, Helle Påskehare :o)

Rent faktisk blev jeg i så godt humør, at jeg orkede andet end at bare at sumpe på sofaen foran tv’et.

På med klunset og en tur ud forbi min plantepusher.

Godt nok er der ikke så mange udplantningsplanter endnu - jeg plejer jo først at tage på mit årlige “raid” derude omkring maj måned - men jeg kunne mærke, at jeg skulle foretage mig noget, der kunne gøre mig glad og det gør blomster og planter, så det var bare med at komme afsted.

Nu kan jeg jo ikke fragte ret meget på mc’en, så jeg må væbne mig lidt med tålmodighed; min bestilling bliver kørt ud på mandag. Det er nu fint nok, for jeg skal alligevel først i gang med operation “Forårsklargøring af terassen” når veninden ankommer.

Foruden de 2 poser blomsterløg (Montbresia og hvid hængebegonie) samt 2 små potter porcelænshyacinter, som jeg selv kunne fragte hjem, blev det til 3×80 L jord, 1 gul rose, 3 primulaer, en kasse stedmoderblomster og 2 bellis. Det er muligt, der var en plante eller to mere, men det kan jeg ikke huske - det må jeg se på mandag :o)

I går eftermiddags fik jeg så påskeferie. En ferie jeg havde set frem til, men nu er den egentlig allermest i vejen.

Det betyder jo, at den uheldige velsagtens ikke får besked før efter påske - medmindre telefonen ringer i ferien.

Selvom jeg forsøger at undlade at tænke for meget på det, så fylder det alt meget i disse dage. Det spiller selvfølgelig også en rolle, at risikoen for at det bliver mig, der skal forflyttes, er stor.

Jeg er jo “bare” en almindelig lærer, der hverken er tillidsmand, sikkerhedsrepræsentant, medievejleder eller skolebibliotekar. Jeg passer bare min undervisning.

I følge skolens “forflyttelsesprincipper”, burde jeg ikke være i den mest “truede gruppe”, eftersom jeg underviser i to prøvefag og kan være klasselærer i flere forskellige klasser, bl.a. den klasse, som de fleste af mine kolleger normalt ikke vil røre med en ildtang! (Det har dog lige pludselig ændret sig!)

Men - nu er virkeligheden bare sådan, at de af mine kolleger, der er “smallere” end mig, og derfor egentlig burde være de første i køen - tja, de er i den fredede gruppe.

Og vupti - - står jeg som en af de første i køen…

Det er lige før jeg ville ønske, mit aktuelle søvnbesvær “bare” skyldtes brast kærlighed til et eller andet hankønsvæsen - så ville jeg i det mindste have en mulighed for at minimere problemet - men det er jo ikke grunden.

Det er meget værre;

Jeg har vist før nævnt, hvor meget jeg holder af min arbejdsplads og mine kolleger. De to ting er helt klart en medvirkende årsag til, at jeg gider køre så mange km til jobbet hver dag.

Og netop derfor tænker jeg alt for meget i disse dage, fordi arbejdsbetingelserne for næste skoleår har ændret sig - og derfor skal en af os væk - det der hedder tvungen forflyttelse. Måske bliver det mig. Måske en kollega. Det kommer helt an på hvilke klasser, der bliver oprettet.

Intet er afgjort endnu - og denne uvished er næsten ubærlig - især fordi jeg hverken kan gøre fra eller til - det eneste jeg kan gøre er at vente og forsøge ikke at male Fanden på væggen, men for pokker det er svært - har aldrig før stået i sådan en situation.

Jeg, som ellers snildt kan sove 9-10 timer hver nat, er begyndt at vågne ved 5-6 om morgenen uden at kunne falde i søvn igen.

Jeg ved også godt hvorfor - jeg har for meget at spekulere på for tiden - og det påvirker min nattesøvn :o(

…var klubkammeratens kommentar her til aften, efter han havde fikset min bremse.

Da jeg kørte på job i morges, fik jeg pludselig problemer med bagbremsen. Først hævede pedalen sig flere cm under min fod - jeg trykkede den ned igen - uden at bremsen blev aktiveret. Det var jo ikke videre betryggende.

Men, det gik lige som i sig selv og der skete ikke mere. Lidt senere begyndte bagbremsen så at bremse, ikke vildt og voldsomt, det føltes bare som at køre med et let pres på bremsen; man kommer fremad, men med en smule besvær.

Ind til højre med cyklen - trykke lidt på pedalen, der nærmest lod sig pumpe…..uh uh IKKE godt!

Nå, men jeg sparkede let til pedalen og kørte de sidste 10 km ind på jobbet uden flere problemer fra bremsens side.

Jeg var dog godt klar over, at der skulle kigges på den bremse og allerhelst i dag. Heldigvis er der jo så mange flinke i min klub og den første jeg ringede til, var straks klar til at kigge på mc’en sidst på eftermiddagen.

Hjemturen fra jobbet gik igen uden problemer - og det samme kan siges om turen ud til klubben. Men så var sandhedens time kommet.

Af med baghjulet og skille bagbremsen ad (en tromlebremse).

“Jeg kan sådan set godt forstå, du syntes bremsen teede sig åndssvagt, Esther. Den ene fjeder (inde i tromlen) er nemlig sprunget!”

Jeg kunne have risikeret at bagbremsen pludselig havde blokeret mit baghjul, mens jeg f.eks. kom kørende med 80 km/t. Det er jeg meget glad for ikke at have oplevet. Det gjorde ondt nok at vælte med 5-10 km/t!

Men der kan man bare se. Jeg troede, at de eneste skader efter mit nylige styrt var et par skrammer hist og her samt et nyt blinklysglas - jeg har trods alt kørt 2-300 km uden problemer efter jeg væltede - men bremsen havde altså også taget skade!

Heldigvis fandt vi en brugbar fjeder, så jeg kunne trille hjem igen efter en times tid - og nu på en mc, med to fjedre i tromlebremsen!

HVOR sorte ens hænder bliver af at pudse en bette sølvskål.

Det er nok fordi den disciplin ikke foregår ret ofte her i huset :o)

Men i det mindste er skålen nu atter mere sølv- end sortfarvet *G*

Det kunne være gået helt galt; Min bestand af pecorino var sunket til et meget lavt niveau - og jeg kan bare slet ikke forestille mig at spise pasta uden et godt lag reven pecorino henover.

Så, ind forbi ostehandleren i Køge - og så var det jeg blev fristet over evne.

Udover et pænt stort stykke almindelig (300g) pecorino, var jeg lige nødt til også at få 50 g pecorino m./trøffel og 100 g italiensk trøffelsalami med mig hjem.

Jeg mindes ikke nogensinde at have smagt trøffel - og efter at have set en episode af “Italienske Fristelser”, der næsten kun handler om trøfler, ja, så var der kun en ting at gøre, da chancen bød sig.

Og jeg siger jer: Nøj, hvor smager det hele bare helt og aldeles, ualmindelig lækkert! MUMS!

P.S. Jeg kommer da til at gå helt amok, når veninden og jeg snart skal en tur forbi SuperMarco *G*

Det er et sikkert forårstegn…

- når de marker man passerer på vejen hjem, pludselig udsender den umiskendelige lugt af nyudspredt gylle :o)

Se nu bare! Klokken er allerede 22 - og jeg sidder stadig foran skærmen!

Det er da også forbasket med de der aner, altså!

Efter sidste indlæg, havde jeg planlagt; at indtaste et kort brev samt at gøre mailen til NZ færdig - og så gå i seng. Det ville passe nogenlunde med at jeg ville være soveklar ved halv 10 tiden - og hvad sker der så?

Javist - en mail dukker op kl. 20.40 - en mail fra en af mine slægtforskningsbekendte og så sidder jeg i saksen, for selvfølgelig må jeg da straks besvare den mail! Doh!

Det der slægtsforskning er altså ikke synderlig befordrende for ens nattesøvn - men for pokker da, hvor er det spændende!

Så er dagen snart forbi for mit vedkommende.

Det kan være en lettere klaustrofobisk fornemmelse at skulle tidligt i seng - men jeg har efterhånden vænnet mig til, at søndagen er flere timer kortere end andre dage.

Af samme grund holdt jeg også op med at følge med i Forbrydelsen*, efter de første par episoder. Jeg vil hellere sidde foran skærmen her og rode med et eller andet den sidste times tid inden sengetid end glo tv.

Om søndagen går jeg nemlig i seng ved 21-22 tiden, når jeg skal op kl. 6.00 mandag morgen - det er jeg nødt til for ikke at være totalt bombet dagen efter.

I dag er den så ekstra slem, da jeg kun har fået godt 5½ søvn sidste nat. Både fordi jeg ikke kunne finde ud af at komme i seng og pga. den mistede time.

*Har optaget alle episoderne, så får dem at se - en gang.

Kunne ikke dy mig og måtte lige en tur udenfor, efter jeg havde sat det sidste punktum i indtastningsprojektet.

Bevæbnet med en beskærersaks gik jeg i krig med at klippe ned - men så kom jeg heller ikke videre. Efter at have fået stablet en pæn stor bunke sammen, begyndte ribbene (de trykkede af slagsen!) at gøre knuder, så jeg fandt det klogest at stoppe, før det blev slemt.

Så nu har jeg altså en rigtig stor bunke af “grenaffald” liggende i det ene hjørne af terassen. Det ser ikke syndelig kønt ud - men det er der ligesom ikke noget at gøre ved.

Håber at kunne køre trillebøren uden nævneværdige smerter i løbet af den kommende uge, for den grimme bunke skal altså væk! Det ser jo helt og aldeles rædsomt ud.

Også denne gang var mailen fra NZ umådelig interessant at læse.

Fik bl.a. at vide, hvor i Australien vi har slægtninge, nemlig i: Queensland, Sydney, Canberra & New South Wales.

Derudover at en hel del af de new zealandske slægtninge kører på motorcykel! Det er sandelig nogle fornuftige slægtninge, jeg har mig :o)

Det er forøvrigt godt at vide. En eller anden dag, vil jeg jo gerne køre rundt på NZ på mc, og så ville det jo ikke gøre spor, at have et par slægtninge som selskab :o)

Nå, men tilbage til indtastningen, så jeg lige når en side eller to mere, førend jeg skal have mig noget frokost.

Jeg har nemlig lige modtaget en mail fra kusinen i NZ :o)