www.ildkat.dk

Den første uge på arbejdet er overstået - og hold da k…, hvor det er hårdt. Jeg bruger det meste af min energi på bare at se. Jeg er nødt til at sove 2-3 timer hver eftermiddag og forberedelse er næsten ikke-eksisterende, (Godt jeg har 12 års undervisningserfaring at trække på!) fordi jeg ikke kan holde ud at læse i meget mere end et par minutter ad gangen.

Næh, jeg er ikke spor imponeret over mig selv for tiden, jeg føler mig som et skvat, et kraftesløst, udueligt skvat.

For slet ikke at tale om, hvilken belastning jeg er for andre for tiden. Jeg, som er så vant til selv at kunne klare tingene, er afhængig af andres hjælp for at kunne få hverdagen til at hænge bare nogenlunde sammen:

Jeg bliver kørt til og fra jobbet.

Mit sociale liv er nærmest lige nul. Når jeg ikke er på arbejde, er jeg hjemme.

Italiensk har jeg ikke været til de sidste tre uger, måske jeg prøver på mandag, hvis jeg ikke er for bombet; har møde til 16.

Hvis jeg skal have købt noget som helst ind, er jeg afhængig af, at enten en kollega eller kammerat forbarmer sig over mig, og kører mig.

Selv en lille forhindring kan næsten slå mig helt ud. Konflikter med/mellem elever, som jeg normalt klarer uden ret meget besvær, kan jeg slet ikke klare selv og må bede om hjælp. Jeg, som hader at skulle bede om hjælp.

Jeg har vist sagt før, at jeg glæder mig helt vildt til at få operation to, så jeg ikke er handicappet mere?!

…og så glæder jeg mig naturligvis til at skulle gense Italia om et par uger - også selvom det skal opleves enøjet

Det er venstre øje, der er blevet opereret indtil videre.

Ikke desto mindre har det gjort ondt i mit højre øje siden i formiddags. Hvis det skyldes overbelastning, ender det vel med, jeg må sygemeldes indtil jeg har fået 2. operation.

*suk*

Måske. Ikke fordi jeg får skrevet så meget her for tiden, men det er da irriterende at opdage, at jeg slet ikke kan få lov til at udgive…!

Begyndte at arbejde igen i mandags.

Jeg har hele tiden været klar over, at det ikke ville være nemt at starte på jobbet igen - sålænge jeg mangler operation 2 - og jeg har fået ret.

Allerede efter den første time i mandags, var jeg monstertræt i hovedet. For slet ikke at snakke om, hvordan jeg havde det efter den sidste time. (=hovedpine).

I dag begyndte hovedpinen allerede ved 11-tiden og den lurer stadig, selvom jeg da forlængst har taget piller.

Så jeg ved godt, hvordan mine arbejdsuger kommer til at se ud, indtil jeg er blevet opereret 2. gang. (Har stadig ikke fået en dato):

På arbejde - hovedpine - hjem og sove flere timer på sofaen - spise aftensmad - se lidt tv - i seng.

Forberedelsen holder jeg på et absolut minimum - ikke fordi jeg synes, det er fedt, men fordi det er nødvendigt. Jeg kan ikke holde ud at læse mere end 5-10 minutter ad gangen og så er det sgutte nemt at lave forberedelse.

At sidde ved en PC er også for anstrengende i meget mere end 10 minutter ad gangen…

…så jeg er den, der er smuttet…

Har ikke kunnet uploade indlæg de sidste par dage - så dette er blot (endnu) en test.

…eller sådan cirka tager det at se alle afsnit af Rejseholdet.

Jeg er så småt ved at vænne mig til kun at kunne bruge et øje ad gangen - men ikke desto mindre er det meget trættende at der er så stor forskel på synsevnen.

Jeg kan godt læse, men det går langsomt og jeg bliver meget hurtigt træt i hovedet. Så jeg er godt nok spændt på, hvordan jeg skal kunne klare jobbet indtil 2. operation.

Det mindst anstrengende (udover at sove) er faktisk at se tv. Når jeg ser tv, foregår det med briller (venstre øje tildækket), da jeg ikke ser helt tydeligt med det nyopererede øje, hvis ting er mere end 1-1½ meter væk (og min seafstand til tv’et er altså 2-2½ m).

Når jeg så ikke ser tv, har jeg ikke briller på.

Jeg ser jo nogenlunde tydeligt med venstre øje, så brusebad, opvask, madlavning etc. etc. klarer jeg fint, men mangler godt nok evnen til at se dybde. Jeg er i hvert fald lige skvattet på trappen udenfor for en time siden, fordi jeg ikke kan se, hvor det næste trin begynder.

Jo, jeg ser altså meget frem til operation nummer to!

De næste par uger kan sagtens komme til at gå meget langsomt, når det eneste jeg skal nå hver dag, er at dryppe øjnene 3 x dagligt og så ellers bare sørge for at spise. (Min kære mor har lavet litervis af lækker, lækker suppe til mig. Det er altså skønt ikke at skulle spekulere på aftensmad, men blot varme en portion velsmagende suppe.)

De næste par dage kommer dog nok til at gå rimelig hurtigt.

Jeg har lige set 1. del af Rejseholdet. Jeg har kun set serien første gang den blev vist i tv, så jeg samlede den med Ekstra Bladets hjælp i sommers. Så nu mangler jeg blot at se de sidste 31 afsnit :o)

“Ikke på vilkår om der er nogen, der skal rode i mit øje og forøvrigt har jeg det helt fint med briller…!”,

…sådan har jeg altid svaret, hvis der var nogen, der foreslog mig en nærsynetshedsoperation og jeg mente det. Jeg har altid været ualmindelig sart mht. mine øjne.

Så var det jo, at jeg fik konstateret grå stær i en alder af 41. Ubehandlet ville den grå stær kunne udvikle sig til grøn stær, som i mange tilfælde fører til total blindhed, så jeg sagde naturligvis ja til operation, og var meget lettet over, at jeg kunne få den i fuld narkose.

Til første forundersøgelse blev jeg spurgt, om jeg ville have, de indsatte en linse med styrke, eller om jeg ville beholde mit nuværende syn. Selvfølgelig sagde jeg ja tak til at få forbedret synet, når nu der under alle omstændigheder skulle “rodes” med mit øje*. Det ville da være fuldstændig hjernedødt at foretrække et dårligt syn, fremfor et bedre.

Og jeg skal da lige love for, at et bedre syn er et plus.

Igennem hele mit liv har jeg altid skullet have tekst meget tæt på øjnene (10-15 cm) for at kunne læse den - også selvom jeg havde briller.

Derfor kom jeg også til at grine højt af overraskelse og glæde i går eftermiddags: Jeg skulle til at læse indstikssedlen til øjendråberne. (Igennem det sidste års tid har jeg måttet bruge lup, når jeg skulle læse så lille en skrift, men det regnede jeg dog ikke med ville være nødvendigt nu.)

Jeg sidder så der med indstikssedlen, og teksten ser meget uklar ud - lige så uklar som før operationen… og jeg når lige at tænke; “Nå, så skal du stadig have briller med læsefelt…”… samtidig med at jeg ubevidst har sænket hånden med teksten….

Jeg kigger på teksten igen…….og igen…..og tror det er løgn….på 30-40 cms afstand fra mine øjne står teksten fuldstændig klar og tydelig…!

Så nu får jeg da nok at se til med at få “aflært” min totalt indgroede vane (indlært da jeg begyndte at læse!) med at hive det jeg skal læse helt op til øjnene….selv mobilen skal jeg have på den afstand nu for at kunne læse mine sms’er. Men den aflæringsproces skal jeg nok knokle med - med glæde!!

Det er altså helt vildt! Og jeg må indrømme, at jeg - selvom jeg ikke er så begejstret for at skulle i narkose igen - glæder mig ret så meget til at vågne op fra den næste narkose, for det må da blive en ENDNU mere fantastisk synsfornemmelse, når mine øjne atter kan arbejde sammen og jeg ser godt på begge øjne. (Pt. kan jeg jo kun se med et øje ad gangen.)

Uanset grunden til min grå stær - så har jeg da fået en ualmindelig vellykket bonus oveni operationen: et meget bedre syn

*Den eneste anerkendte behandling af grå stær er operation. Ved operationen fjernes den naturlige linse og erstattes af en plastiklinse. Den tager 15-20 minutter. Ved operationen laves et lille hul i øjet. Den naturlige linse knuses med ultralyd og suges ud i småstykker. Den naturlige linse ligger i en kapsel. Kapslen efterlades i øjet og udnyttes til at holde plastiklinsen på plads. Såret i øjet er så lille, at øjenlægen sjældent behøver at sy.

Fra jeg vågnede af narkosen i går eftermiddags, har jeg hvert eneste sekund kunnet mærke, hvad det vil sige at opleve et mirakel på egen krop.

FOR FØRSTE GANG i hele mit liv kan jeg se klart i hele mit synsfelt - uden brug af briller.

Før operationen lå mit syn på venstre øje på minus 12,5….. nu ligger det på minus 1… (een!)

Det er så fantastisk, vidunderligt og - ikke mindst - ubeskriveligt.

Jeg gad virkelig godt kunne skrue tiden 1 dag frem. Så jeg ville vide, om jeg blev opereret i morgen, eller om jeg igen skal vente et par måneder.

Jeg er ikke forkølet - næsesaltskylningen virker - men jeg har godt nok problemer med halsen. Har sådan en rigtig “sour throat” i dag. Det er som om saltvandgurglingen ikke virker godt nok. Jeg fortsætter dog med det alligevel, skade gør det jo ikke.

Har haft ringet til sygehuset for at høre hvordan og hvorledes, men øjenafdelingen er jo lukket om søndagen (!), så jeg måtte nøjes med at snakke med en fra skadestuen, der rådede mig til at tage derud i morgen tidlig - og så lade dem afgøre om jeg kan opereres eller må vente på en ny tid.

Kryds fingre for at jeg er frisk og rask i morgen. Please.

Så er jeg endnu en gang på vej ud på badeværelset for at “sniffe” saltvand - og er ved at skvatte over Capriccio, der ligger henover dørtrinnet og er meget optaget af et eller andet.

I første omgang tror jeg egentlig bare det er en af de der sorte biller, jeg ret ofte har besøg af, men ved nærmere eftertanke, så plejer kræene, at være ret ligeglade med de der biller…så jeg kigger lidt grundigere…

AHA - og så forstår jeg, hvorfor han er så interesseret:

Et eller andet firben, tror jeg.

Hvis nogen ved, hvilken slags det er, vil jeg da gerne vide det?

Forøvrigt er firbenet nu “losset ud ad vinduet” på et stykke pap - og vinduet lukket!

Eftersom jeg nu har fået Vista installeret, var min første skræk, om den ville kunne arbejde sammen med Diablo - det havde jeg nemlig læst, at den IKKE kunne.

Men - Blizzard har da lavet en patch, der klarer det problem!

Nu mangler jeg så “lige” at få installeret alle de der programmer, jeg plejer at bruge…men det bliver nu efterhånden, som jeg får brug for dem. Gider ikke sidde i flere timer og installere.

Det er meget vigtigere for mig lige at få mine MP3′er smidt på igen

Vågnede i nat - åh nej, kriller i halsen. Og også lidt hoste…ARGH!

Jeg skal bare være rask nu, for ellers kan jeg godt skyde en hvid pind efter operationen på mandag.

Derfor er jeg også gået i gang med en hestekur, som min kære mor har anbefalet mig gentagne gange, uden jeg har fulgt rådene. Det gør jeg dog denne gang - og så har det dælme bare at virke!

Kan  sige med det samme, at det smager ad H til - og stimulerer ens brækcenter en hel del, men hvis det virker, så er det sgu okay.

1) 1 strøgen tsk fint salt hældes i 1 krus lunkent vand (kogt)

Hæld væsken op i hånden og snus saltvandet op i det ene næsebor. Næste portion i det andet næsebor og så fremdeles, indtil kruset er tømt.Vær forberedt på, at der løber snot ud af næsen på dig. Hvis det er hvidt/lyst burde du kunne få has på snuen, inden den sætter sig fast.

2) En ny strøgen tsk fint salt hældes i 1 nyt krus lunkent vand (kogt)

Gurgl hals  Bliv ved indtil kruset er tømt.

Det er så sidstnævnte disciplin, der stimulerer mit brækcenter voldsomt - så vær forberedt på, at det måske også stimulerer dit.

Punkt 1 + 2 gentages hver time, indtil bedring spores. Så hver 2. time….osv. osv.

Jeg “sniffer” dog hver halve time - for den begyndende snue skal altså væk!

Egentlig skulle man jo tro, at tysk var det første fremmedsprog jeg lærte at tale, eftersom jeg har hørt det hele livet. Det var det dog ikke.

Godt nok lærte jeg at sige nogle enkelte sætninger, men ikke meget mere. Jeg begyndte først at lære at tale det sådan rigtigt, da jeg fik det i 7. klasse. På det tidspunkt havde jeg så et meget stort passivt ordforråd at trække på, så jeg har aldrig syntes, det var særlig svært at lære tysk.

Det første fremmedsprog jeg lærte at udtrykke mig på var engelsk. (Kan huske jeg havde umanerlig svært ved th-lyden, indtil den en dag pludselig var der….det var stort endelig at kunne udtale father korrekt!)

Engelsk og tysk er stadig de eneste to fremmedsprog jeg taler, men det er ikke de eneste sprog jeg har kendskab til.

Da jeg var barn, rejste vi en del i det tidligere Jugoslavien - og hvad var mere naturligt end at jeg lærte at sige nogle brokker på sproget?! (Brokker jeg stadig kan huske den dag i dag). En ordbog; englesko-srpskohrvatski har jeg også stående på min reol, ikke at jeg bruger den, men den er sjov at have.

I det hele taget bærer min ene bogreol præg af min interesse for sprog. Der står flere forskellige græske ordbøger, grammatiker, en islandsk parlør, foruden alle de bøger jeg nu har anskaffet mig om det italienske sprog. (Jeg har selvfølgleig også et hav af bøger om tysk og engelsk, men de står på min “skolereol”.)

Fransk har jeg haft i hele fire år - men jeg kan nu ikke rigtig sige noget på sproget. Bevares, jeg kan godt forstå en lettere fransk tekst, og kan også sige et par enkelte sætninger, men så heller ikke mere. Sproget har bare aldrig interesseret mig. Helt ærligt, så synes jeg, det er et grimt sprog. Jeg kan slet ikke med de der nasallyde. Det lyder skrækkeligt.

I gymnasiet stiftede jeg også bekendtskab med latin og oldgræsk. To såkaldte ”døde” sprog, der krævede timevis af ordbog- og grammatikopslag samt sætningsanalyse for at komme igennem blot 1 sides tekst.

Jeg har aldrig nogensinde kunnet tale sprogene, men min grammatikforståelse blev ret god… desuden er det yderst tilfredsstillende en gang at have læst (og forstået!) Homer, Platon, Sappho, Cicero, Cæsar, Ovid osv. osv.på originalsproget.

Efter gymnasiet boede jeg i Grækenland og følgelig forsøgte jeg at lære sproget. Græsk er et smukt sprog, og jeg lærte da også at kunne klare ”lette konversationer”, men supergod til det, blev jeg nu aldrig. Det er åbenbart begrænset, hvor meget sprog man kan lære, når man ikke går i skole - og kun har en tysk grammatik om det græske sprog til rådighed

Da jeg var i 20erne var det så, at jeg begyndte på HF-enkeltfag i italiensk - og sprang fra efter ½ år. Siden da har jeg ikke rigtig interesseret mig synderlig for at lære nye sprog - indtil for 2 år siden, hvor jeg blev ramt af (den uhelbredelige) Italiensfeberen.

Så denne gang VIL jeg altså lære sproget og indtil videre går det forrygende. Med den viden om latin og fransk, grammatik generelt og ikke mindst sprogtilegnelse jeg har fået samlet mig igennem årene, er italiensk faktisk ikke særlig svært at lære…. om jeg så stadig mener det om et år - det må tiden vise.

Strengt taget er det slet ikke nødvendigt at lære italiensk for at rejse i landet - når man kan engelsk, forstår man rigtig mange italienske ord, hvilket ikke kan undre særligt, eftersom engelsk indeholder temmelig mange latinske ord! - men jeg har det nu bedst med at kunne et par gloser af det sprog, der tales i det land, jeg opholder mig i (Her er fransk så lige undtaget!)

Jeg blev temmelig forbløffet, da jeg dukkede op til italiensk i mandags. Holdet skulle have 25 deltagere - der kom 9 (NI!). 5 havde meldt afbud, men det betyder stadig, at elleve personer bare udeblev.

Nu ved jeg godt, at det er aldeles frivilligt at deltage og folk må jo selv om de bare vil smide penge ud ad vinduet. Jeg undrer mig bare over, hvis udeblivelsen skyldes, at man allerede har givet op?!

Vi har på holdet fået at vide, at vi skal regne med at bruge 2-4 timer om ugen på “lektier”. Det lyder af ret meget,  men hvis man fordeler det over ugen med ca. ½ time hver dag, så kan man sagtens nå det uden at blive stresset.

Jeg har hørt fra andre, at det er ganske normalt, at folk falder fra i stort antal, fordi det kræver mere tid/energi end de havde regnet med.( Og her kan jeg passende minde mig selv om, at jeg også hoppede fra italiensk efter ½ år, fordi jeg ikke orkede at bruge 1 time om ugen på lektier! Det er 15 år siden - og jeg regner sandelig ikke med, det sker denne gang. Til forskel fra sidst er jeg jo begyndt at rejse i landet og har derfor noget at bruge sproget til..)

Nu kan jeg ikke deltage de næste to gange pga. operationen (Jeg har meldt afbud!) - så det bliver helt spændende at se, hvor mange, der er på holdet, når jeg vender tilbage.

Personligt generer det mig ikke, hvis vi skrumper ind til et lille hold; det betyder jo bare at læreren får ekstra tid til hver enkelt kursist

Skulle i dag hente de øjendråber, jeg skal bruge efter operationen.

Vejen til apoteksudsalget fører forbi “Kagen” (=kagefabrik)  og det fik jeg så den her underlige lugtoplevelse ud af:

Det føltes som om lugtene nærmest “gled ind” i hinanden…det ene øjeblik har man den harske stank af gylle i næsen….og så er det pludselig dunsten af brunkager, der atter bliver overdøvet af gyllestanken efter et par hundrede meter.

Det var altså lidt underligt.