www.ildkat.dk

31. januar 2010

Give away

Gemt under: Bloggeri — Esther @ 22:33

Okay, så prøver jeg også at smide en give away ud i bloglandet.

Jeg har bemærket, at rigtig mange virker interesserede i at få stofstykker. Så det bliver, hvad jeg udlover i denne min første give away.

Stofferne er fundet i genbrugsbutikker.

Sidste år indkøbte jeg rigtig meget stof, og jeg har da lavet lidt af noget af det, men har stadig pænt store mængder tilbage… og eftersom jeg ikke aner, hvad jeg skal lave af det, så kan jeg lige så godt give et par af stykkerne væk :o)

Reglen for at deltage i denne give-away er ganske simpel:

Du skal skrive i en kommentar at du gerne vil deltage i lodtrækningen!

… og så har du et lod - it’s as simple as that :o)

Bare lige for en ordens skyld: Det er ikke muligt at få flere lodder ved at skrive flere kommentarer ;o)

Jeg udtrækker vinderen fredag d. 26. februar kl. 20.

Lidt om stofferne:

Stofferne blev vasket og strøget, da jeg havde købt dem.

Det blåstribede måler 67 x 94 cm

Det orange måler 39 x 67 cm

De blå cirkler måler 68 x 64 cm

Blå blomster måler 39 x 48 cm

Håber I har lyst til at deltage.

Sne er spændende!

Gemt under: Katte, Vejret — Esther @ 22:11

Misse-tv

Gemt under: Fotos, Fugle, Katte — Esther @ 16:16

Speedy kan slet ikke holde al den sne ud!

Den betyder nemlig, at rigtig mange solsorte og andre fugle spiser lige udenfor soveværelsesvinduet - til hans store frustration.

Det frusterer ham dog ikke mere end at han troligt kravler så tæt på som muligt og så ellers glor “missetv”.

Capriccio er kun oppe på de grønne kasser og/eller vindueskarmen, når jeg løfter ham derop og ned igen.

Min elskede 16½ år gamle kat, har ikke kunnet springe så højt i flere år, så han nyder at komme derop en gang i mellem.

Dette foto af Speedy syntes jeg var lidt sjovt. Han er så optaget af at snuse til det færøske lammeskind, at det var umuligt at få et billede af hele ham, så derfor er det en halv Speedy.

Fuglene i haven hygger sig også - med den overflod af mad, der er tilgængelig i disse dage.

Desværre er det næsten umuligt at komme til at tage billeder af dem, så det lykkedes kun en enkelt gang.

…og så er det slut med flere overspringshandlinger. Nu skal resten af de s**** diktater altså rettes!

Flytteforberedelser

Gemt under: Internet, Læsestof, Mit hjem, Netshopping — Esther @ 13:39

Nej, jeg har ikke fået nogen ny bolig - endnu.

Men derfor kan jeg jo godt begynde at lave nogle forberedelser sådan i det små.

I hvert fald har jeg lige været en tur på amazon.co.uk - det er snart længe siden jeg har været der sidst. Så om et par dage skulle jeg gerne få en bogpakke med posten, hvis posten da ellers kan komme igennem sneen!

Jeg synes alle fire bøger ser spændende ud - og jeg glæder mig til at kigge i dem. Men, der er ingen tvivl om, at “For packrats only” er den jeg er mest spændt på.

Det fremgår jo med jævne mellemrum her på bloggen, at jeg synes, jeg har for mange ting!

Hov! Det sner jo…!

Gemt under: Strik, Vejret — Esther @ 09:39

Som om det var noget nyt - efterhånden.

Da jeg kom ind i stuen her til morgen og kiggede ud, havde det givet 4-5 cm mere i løbet af natten…og man kunne næsten ikke se, hvor der var blevet skrabet sne i går!

Det sneede stadig, men med meget små fnug - det gør det så ikke mere… nu er det “rigtige” fnug, der falder, så det bliver da lidt spændende hvormeget der falder i løbet af dagen og natten til mandag…!

Jeg håber INDERLIGT, at denne vinter er den sidste, hvor jeg bor herude!

Dagen i dag står mest i skolearbejdets tegn, så hvor meget jeg kommer til at strikke er uvist - men jeg blev da færdig med mine første “strømpepinde-pulsvarmere” i går aftes.

Allerførst vil jeg dog læse jeres blogs, lidt hygge skal der også være på sådan en kedelig forberedelses-søndag.

30. januar 2010

16 + 32

Gemt under: Bagning — Esther @ 18:54

Det blev til 16 af de grove boller - og 32 af “ostebollerne” (Masser af reven ost i - det gør dem ekstra luftige).

Altså 48 boller i alt. Jeg kunne bage fire ad gangen. Det vil sige 12 x ca. 15 min = 3 timer bare i bagetid.

Der er vel ikke noget at sige til, at jeg ikke bager så tit? :o)

Gourmet-Mix™

Gemt under: Fugle, Haven, Hjemmeliv — Esther @ 16:13

Jeg fik endelig fat i en sæk solsikkefrø i går. Desværre var der kun en tilbage, jeg havde håbet på at kunne slæbe tre med hjem. Nå, men en er jo trods alt bedre end ingen.

Inden jeg gik i gang med bagningen, producerede jeg derfor en gang Gourmet-Mix™ til havens fugle.

Indholdet denne gang blev hvad jeg lige havde for hånden, så som lidt nødder, lettere kedelige clementiner, rasp, 1 kg havregryn og selvfølgelig rigeligt med solsikkefrø.

Hele baduljen står nu i køleskabet og bliver sat ud i fuglefodringshuset, så snart de har fået tømt det for det mad, der ligger der lige nu.

Hov! Der mangler jo to!

Gemt under: Bagning — Esther @ 15:40

Jeg bagte altså 16 boller af den første dej.

… og jeg har slet ingen anelse om hvor de sidste to er blevet af *fløjt*.

Køkken-lørdag

Gemt under: Bagning, Hjemmeliv — Esther @ 14:26

Det lykkedes mig jo at løsrive mig fra sneen - og siden da har jeg opholdt mig i mit køkken mere eller mindre hele tiden.

Først lavede jeg en ordentlig portion Gourmet-Mix™ og så kom det lige pludselig over mig, at dagen i dag skulle bruges til at bage…. Ikke et af mine smarteste træk, eftersom der næppe er ret meget plads i fryseren…! Men, det kan kollegerne så måske nyde godt af i næste uge, nu får vi se. Det kan jo være, jeg får brugt noget af fryserens indhold i løbet af weekenden.

Lige nu står en tre-dobbelt portion boller til hævning… og med tanke på, at jeg kun kan bage fire boller ad gangen…. så varer det jo nok nogle timer, inden jeg er færdig!

Ville egentlig også gerne bage fastelavnsboller og en kage af en slags, mem har kun lidt over 1 kg hvedemel tilbage. Damn, at jeg ikke købte noget, da jeg havde chauffør på i går!

Godt jeg ikke skal nogle steder

Gemt under: Vejret — Esther @ 11:14

- Politiet råder fortsat til, at man undlader al unødvendig udkørsel på
Vest-, Midt- og Sydsjælland, Lolland Falster, Fyn og i det østlige
Sønderjylland, siger vagtchef Torben Christensen fra Vejdirektoratet.

Citat fra BT

…og hvor er jeg glad for, at en klubkammerat legede chauffør for mig i går, så jeg fik købt rigeligt ind til hele weekenden :o)

Mellem 11 og 16 cm…

Gemt under: Fotos, Vejret, Årets gang — Esther @ 09:51

… er der kommet ned fra oven i løbet af i går og i nat. Det er altså pænt meget, når vi heromkring kun har været vant til 3-8 cm.

Men, det er da kønt.

-8 grader siger termometeret.

…og så har jeg vist rodet længe nok med snebilleder!

Har været oppe siden 7.30 og har indtil videre kun beskæftiget mig med sneen i dag. (Fotografering og skrabning) så nu må jeg hellere se at komme i gang med noget andet.

Så tyst og stille

Gemt under: Vejret, Årets gang — Esther @ 07:58

Stak lige hovedet ud ad døren, for selvfølgelig skal al den sne fotograferes.

Det skal bare lige være en smule lysere, men så går jeg også en tur udenfor :o)

I går aftes kunne man sagtens forledes til at tro, at det var tæt på at være indesneet:

Sådan er det jo, når man bor i en kælder :o)

Her til morgen havde sneen så lagt sig.

29. januar 2010

…og det sner stadig!

Gemt under: Fotos, Vejret — Esther @ 22:01

Det begyndte at sne her i eftermiddags og det sner stadig. Blæsten er tiltagende, så det skal nok gå sjovt for sig i nat. Godt jeg bare skal ligge under min varme dyne.

Indtil videre ser det ikke ud til at ville stoppe foreløbigt, men det sagde de jo også i vejrudsigten. Jeg er bare glad for, jeg først skal bøvle med til/fra-job-problematikken søndag aften.

Indtil da vil jeg forsøge at nyde sneen. Vi har jo slet ikke fået de mængder de har fået i Nordjylland, på Fyn og Lolland-Falster i denne vinter, så det er vel også på tide, at vi får noget af det hvide stads i lidt større mængder.

Jeg er dog ret sikker på, jeg bander og svovler over vejret søndag aften ;o)

Lidt billeder:

Kvart i fire i eftermiddags er det lige begyndt at sne.

Ved 19-tiden var der kommet lidt mere. Det kan måske anes, at det stadig kun falder som “fin-sne”.

På et eller andet tidspunkt i aftenens løb er sneen så skiftet til noget større fnug:

I hvert fald så der sådan ud ca. 21.30:

Så nu er jeg da lidt spændt på, hvordan der ser ud i morgen tidlig.

Apropos tidlig, så vil jeg så småt overveje at gå i seng, så jeg kan komme tidligt op i morgen.

Første 5-pindes-projekt færdigt

Gemt under: Haven, Jeg - et madøre!, Strik, Vejret — Esther @ 17:08

I går aftes blev jeg færdig med den første af de to pulsvarmere og jeg er helt tilfreds med resultatet (også selvom det ikke er helt jævnt) og er så småt gået i gang med den anden.

… og så lige et par hængepartier…

Hængeparti nr. 1

Maden fra Passato & Presente var superlækker og jeg spiste rub og stub. Der skal jeg helt sikkert forbi igen - også selvom det ikke var helt billigt.

Hængeparti nr. 2

Forleden tog jeg jo nogle løse, men frosne blomsterløg ind. Da det har været mørkt de sidste to dage når jeg endelig er kommet hjem, måtte jeg vente til i dag med at få dem omplantet. Så var jeg da også sikker på, at de var tøet helt op ;o)

Jeg ved ikke, om de overlever, men umiddelbart vil jeg da mene, at de ser friske nok ud.

… og nu må jeg hellere få læst lidt op på jeres blogs.

Hav nu en god fredag - også selvom det sner igen-igen.

28. januar 2010

Det går da fremad

Gemt under: Kreative sysler, Strik — Esther @ 21:15

Jeg regner sørme med at blive færdig med den første pulsvarmer i morgen.

Det er gået noget hurtigere end beregnet, selvom jeg nu stadig synes jeg “kludrer” lidt vel meget rundt af og til for at holde styr på alle fem pinde. Men, indtil nu har jeg faktisk ikke tabt en eneste maske - og dét er stort, da jeg konsekvent plejer at tabe en maske hist og pist.

Næste side »